niraglad.dk

Sygesikring i Frankrig

 

Hvis du er på ferie i Frankrig eller på studierejse, hvor du ikke er indskrevet på en uddannelsesinstitution i Frankrig, dækker den offentlige rejsesygesikring (det gule kort) akut opstået sygdom den første måned af rejsen. Tandlæge- og kiropraktorbesøg dækkes dog ikke.

Man kan risikere et vist udlæg i forbindelse med sygdom eller tilskadekomst i Frankrig, men dette kan refunderes ved at kontakte SOS International, som administrerer den offentlige rejsesygesikring, senest 6 måneder efter sygdomstilfældet/skaden er indtruffet. Generelt anbefales det at kontakte SOS International, hvis man bliver syg eller kommer til skade på ferien, så man ved, om man er dækket af den offentlige rejsesygesikring eller ej. Er du fx syg ved afrejsen, er det ikke sikkert, du er dækket ved eventuel forværring af sygdommen på ferien.

Lider du af en kronisk sygdom, skal du kontakte SOS International for at få en medicinsk forhåndsvurdering om, hvordan du er dækket i forhold til din lidelse. Se nærmere på www.sos.dk.

Du skal være opmærksom på, at hjemtransport ikke længere er dækket af den offentlige rejsesygesikring, og at det derfor kan anbefales at tegne en hjemtransportforsikring hos et privat forsikringsselskab, hvis din almindelige rejseforsikring ikke allerede dækker hjemtransport.

Skal du på ferie i Frankrig længere end en måned, studere eller på en erhvervsrelateret rejse, skal du have et EU-sygesikringsbevis (det blå kort). Dette kan også være tilfældet, hvis du har en kronisk lidelse. Du skal være opmærksom på, at dette kort heller ikke dækker hjemtransport, og at kortets gyldighed som regel ikke overstiger 12 måneder. Se yderligere information på www.borger.dk.

Hvis du arbejder i udlandet, risikerer du at miste dine danske sociale rettigheder, fx din ret til sygesikring. Se nærmere på www.borger.dk, hvor du også kan se de gamle regler om social sikring, som blev erstattet den 1. maj 2010, og som du hører under, hvis du påbegyndte din arbejdsperiode i Frankrig før denne dato.

Bosætter du dig i Frankrig, skal du være opmærksom på, at man ikke automatisk er dækket af den offentlige franske sygesikring, som det er tilfældet i Danmark. Og selvom man er dækket, dækkes man ikke nødvendigvis 100 %. Derfor kan det være fornuftigt at tegne en supplerende privat forsikring. Oplysninger om, hvordan man optages i det franske sygesikringssystem og detaljer om dette kan findes på

 www.club-danois.comog www.lesdanois.dk.

 

 

Nyttige links:

www.sos.dk

www.borger.dk

www.club-danois.com

www.lesdanois.dk

www.ambparis.um.dk

www.penst.dk